I mit sidste indlæg fortalte jeg lidt om opstart hos psykiater og et mål, der var at gå gennem vinteren med dét at læse flere bøger og skærpe hjernen som eneste opgave.
Jeg overlevede. Jeg klarede den opgave. Fra november til februar pløjede jeg mig igennem 8 bøger, hvoraf 3 var på engelsk, og 2 af dem var på det, jeg kalder "gammelt engelsk", da vi taler om "Stormfulde Højder" ("Wuthering Heights") og "Stolthed og Fordom" ("Pride and Prejudice"). Selvom disse to egentlig var genlæsninger, er de stadig tunge at komme igennem, og derfor synes jeg sgu godt jeg må være stolt over, at jeg gennemførte.
Faktisk, lad mig omformulere mig. Jeg overlevede ikke. Jeg LEVEDE. For første gang i 3 år har jeg ikke bare fokuseret på at overleve måneder med næsten intet dagslys og kulde. Jeg LEVEDE disse måneder. Efter jeg blev sat op i dosis, holdt den gode følelse mere eller mindre ved. Selvfølgelig var der minus-dage, som der altid vil være, men mængden af hold-kæft-jeg-har-det-godt-dage har været betydeligt større, og jeg nåede faktisk til et punkt, hvor jeg stort set kunne total-cleane den lille lejlighed og lægge hus til nytårsfest.
De sidste to uger har dog tæret lidt. Jeg er startet i et forløb hos noget, der hedder UngeFocus, som er et tilbud til bl.a. unge, der som jeg "bare" lige skal have et kærligt los i røven, men også for unge med bl.a. social-angst osv. Man har en coach tilknyttet under forløbet, som ender ud i praktik-pladser og at blive klar til en uddannelse, og dér har jeg eddermame vundet i lotteriet! Jeg har den skønneste coach som allerede efter første uge var opsat på at jeg skulle være en af hendes solstråle-historier, og jeg har aldrig mødt nogen, der i så høj grad opfordrer mig til at sige højt, at dét og dét, det er jeg fandeme god til!
Selvom det har været hårdt at skulle vænne sig til at møde et sted kl. 9 to dage om ugen, er jeg utroligt glad for at være i det tilbud. På bare to uger er min selvværdsfølelse blevet boostet i og med at min coach har skamrost mig for at være dygtig med ord og til at skrive, og den gamle drøm om at blive journalist er langsomt ved at dukke op igen.
On a side note: På et tidspunkt skrev jeg her på bloggen om dét, at leve med det lille monster i hovedet, som det er at have en psykiatrisk diagnose. Det snakkede jeg med min coach om på vores sidste uge-møde, og hun foreslog, at jeg omdannede det billede af monsteret til en historie, så gæt hvad jeg arbejder på ved siden af de opgaver hun stiller mig :)
Med hensyn til mit psykiater-forløb er der kun godt at sige so far. I øjeblikket snakker vi meget om termet "særligt sensitiv", og der er SÅ meget, der er faldet på plads. Primært er det indtryk, jeg har svært ved at fordøje i store mængder, men det er en proces der bliver arbejdet på. Medicinen fungerer, og for at sige det simpelt, så går det bare skidegodt. Jeg griner og smiler SÅ meget mere end for bare et år siden, og det føles fantastisk.
Lyset for enden af tunellen bliver lysere og lysere, og livet får mere og mere mening - og jeg nyder det i fulde drag.
/M
mandag den 17. marts 2014
mandag den 25. november 2013
AND I'M FEELING GOOD
Jeg har det bare så godt for tiden!
Selvom det mere eller mindre er blevet vinter, og timerne med lys er blevet færre, har jeg det helt uendeligt godt. Mine øjne stråler igen, og mit smil føles mere og mere ægte. Andre kan også se det, min mor fortæller mig igen og igen at jeg ser ud til at have det meget bedre - og med god grund, for det har jeg! Det har tydeligt vis hjulpet at gå op i dosis!
Jeg har fået det så godt, at jeg sammen med min sagsbehandler skal lave uddannelsesplan til februar! Havde du spurgt mig for bare et halvt år siden, om vi ikke snart skulle igang med sådan en, havde jeg kigget forskrækket på dig, men nu er det en helt anden historie. Jeg savner mere og mere at have noget at bruge mine dage på. Jeg er langsomt ved at have vendt min døgnrytme (der er selvfølgelig ups'ere en gang imellem, hvis en serie tager min tid og klokken pludselig er 5 om morgenen). Jeg har rent faktisk LYST til at stå op og få noget ud af dagen. Igår gik jeg en time i skoven med min mors hund og bare nød solskinnet, naturen og det elskelige, men lettere dumme kræ der traskede afsted ved siden af mig.
Jeg har endda fået det så godt, at jeg på helt eget initiativ er begyndt at rydde op i det bombekrater, der er min lejlighed. Det startede i forgårs med "Arh, jeg tager lige gryderne", og inden jeg fik set mig om gik jeg og samlede skrald og satte tallerkener i blød. Det lyder simpelt, men når det har hobet sig op om ørerne på én og man simpelthen ikke har kunne finde lysten eller energien til at ordne det, er det et KÆMPE rush når man rent faktisk kommer igang og mærker, at det ikke tapper én for energi! Ganske vidst er ryge-pauserne måske lidt hyppigere end hvis min mor holdt mig i ørerne, men det vigtigste er, at det SKER, og det sker i MIT tempo. Jeg samler skrald i store sække, og min mor er så sød at hun har lovet at køre dem på lossepladsen for mig. Der hvor jeg bor har vi nemlig én affaldscontainer til tre opgange - så synes jeg altså det er ret douchebag-agtigt at fylde den med store skraldesække.
Jeg glæder mig så meget til at blive færdig, og har faktisk inspirationen og energien til det nu. Jeg glæder mig så meget til ikke at skamme mig over min lejlighed, og rent faktisk have folk på besøg - jeg ved ihvertfald der sidder nogen bedsteforældre og gerne vil komme forbi til en kop kaffe :) Jeg er så modig, at jeg har sat mig en deadline - på fredag skal min lejlighed være fuldstændig cleanet, for der kommer min veninde forbi. Jeg er rent faktisk opsat på at få det gjort, og er for en gangs skyld sikker på jeg møder denne deadline!
Derudover har jeg også fået energien til at gøre noget godt for mig selv og min krop. Efter at have levet af cola light og færdigretter, er jeg nu gået på sukker-detox, hvilket betyder at jeg i 5 uger ikke må indtage noget, hvor der er tilsat sukker eller sødestoffer. Det har betydet kold tyrker på cola light (måske jeg skulle begynde at drikke danskvand?), og jeg er også mere opsat på at spise sundere. Samtidig har min veninde og jeg sat os for at fuldføre the 30 Day Squat Challenge, hvor man i 30 dage laver flere og flere squats (selvfølgelig med hviledage), og så supplerer jeg med mave-øvelser og andet for at få strammet op. Vi startede igår, og jeg vejede og målte mig oppe hos min mor - om 2 uger vejer jeg mig igen, og så igen når jeg er færdig med detox. Hvis der kunne ryge nogen kg og cm, ville det være fantastisk!
Kort sagt har jeg SÅ meget mere mod på livet nu. Jeg er begyndt at hvile i mig selv og samtidig mærke den sunde rastløshed der opstår ved ikke at lave noget. Vinteren igennem skal jeg kun koncentrere mig om at begynde at læse noget mere og træne min hjerne til at huske bedre og øge min koncentrationsevne, og så tager vi den derfra til februar.
Livet føles jo godt!
/M
Selvom det mere eller mindre er blevet vinter, og timerne med lys er blevet færre, har jeg det helt uendeligt godt. Mine øjne stråler igen, og mit smil føles mere og mere ægte. Andre kan også se det, min mor fortæller mig igen og igen at jeg ser ud til at have det meget bedre - og med god grund, for det har jeg! Det har tydeligt vis hjulpet at gå op i dosis!
Jeg har fået det så godt, at jeg sammen med min sagsbehandler skal lave uddannelsesplan til februar! Havde du spurgt mig for bare et halvt år siden, om vi ikke snart skulle igang med sådan en, havde jeg kigget forskrækket på dig, men nu er det en helt anden historie. Jeg savner mere og mere at have noget at bruge mine dage på. Jeg er langsomt ved at have vendt min døgnrytme (der er selvfølgelig ups'ere en gang imellem, hvis en serie tager min tid og klokken pludselig er 5 om morgenen). Jeg har rent faktisk LYST til at stå op og få noget ud af dagen. Igår gik jeg en time i skoven med min mors hund og bare nød solskinnet, naturen og det elskelige, men lettere dumme kræ der traskede afsted ved siden af mig.
Jeg har endda fået det så godt, at jeg på helt eget initiativ er begyndt at rydde op i det bombekrater, der er min lejlighed. Det startede i forgårs med "Arh, jeg tager lige gryderne", og inden jeg fik set mig om gik jeg og samlede skrald og satte tallerkener i blød. Det lyder simpelt, men når det har hobet sig op om ørerne på én og man simpelthen ikke har kunne finde lysten eller energien til at ordne det, er det et KÆMPE rush når man rent faktisk kommer igang og mærker, at det ikke tapper én for energi! Ganske vidst er ryge-pauserne måske lidt hyppigere end hvis min mor holdt mig i ørerne, men det vigtigste er, at det SKER, og det sker i MIT tempo. Jeg samler skrald i store sække, og min mor er så sød at hun har lovet at køre dem på lossepladsen for mig. Der hvor jeg bor har vi nemlig én affaldscontainer til tre opgange - så synes jeg altså det er ret douchebag-agtigt at fylde den med store skraldesække.
Jeg glæder mig så meget til at blive færdig, og har faktisk inspirationen og energien til det nu. Jeg glæder mig så meget til ikke at skamme mig over min lejlighed, og rent faktisk have folk på besøg - jeg ved ihvertfald der sidder nogen bedsteforældre og gerne vil komme forbi til en kop kaffe :) Jeg er så modig, at jeg har sat mig en deadline - på fredag skal min lejlighed være fuldstændig cleanet, for der kommer min veninde forbi. Jeg er rent faktisk opsat på at få det gjort, og er for en gangs skyld sikker på jeg møder denne deadline!
Derudover har jeg også fået energien til at gøre noget godt for mig selv og min krop. Efter at have levet af cola light og færdigretter, er jeg nu gået på sukker-detox, hvilket betyder at jeg i 5 uger ikke må indtage noget, hvor der er tilsat sukker eller sødestoffer. Det har betydet kold tyrker på cola light (måske jeg skulle begynde at drikke danskvand?), og jeg er også mere opsat på at spise sundere. Samtidig har min veninde og jeg sat os for at fuldføre the 30 Day Squat Challenge, hvor man i 30 dage laver flere og flere squats (selvfølgelig med hviledage), og så supplerer jeg med mave-øvelser og andet for at få strammet op. Vi startede igår, og jeg vejede og målte mig oppe hos min mor - om 2 uger vejer jeg mig igen, og så igen når jeg er færdig med detox. Hvis der kunne ryge nogen kg og cm, ville det være fantastisk!
Kort sagt har jeg SÅ meget mere mod på livet nu. Jeg er begyndt at hvile i mig selv og samtidig mærke den sunde rastløshed der opstår ved ikke at lave noget. Vinteren igennem skal jeg kun koncentrere mig om at begynde at læse noget mere og træne min hjerne til at huske bedre og øge min koncentrationsevne, og så tager vi den derfra til februar.
Livet føles jo godt!
/M
mandag den 14. oktober 2013
PROGRESS?
Endnu en uge er gået - dvs. endnu en uge med medicin, psykoterapeut og psykiater.
De opmærksomhedsskærpende piller var ikke en succes, da den eneste virkning jeg mærkede var, at jeg blev rastløs, hyperaktiv og enormt irritabel. Jeg følte mig som et damp-barn med voldsom PMS. Jeg følte jeg kunne springe rundt på væggene, men når min mor kom med forslag til borddækningen til lillebrors fødselsdag mens han og jeg var igang med at sætte op, kunne jeg mærke irritationen boble, og jeg følte mig nærmest bipolar.
Det siger vidst sig selv at de er lagt på hylden igen.
Derudover får jeg en indkaldelse til CT-skanning indenfor den nærmeste fremtid. Mine primære problem-punkter er min koncentrationsevne, som er mindsket utroligt kraftigt i forhold til jeg før i tiden kunne sidde en hel dag med næsen i den samme bog uden pause, og min hukommelse, som er helt ude og skide. Jeg er ikke helt 100% sikker på, hvor i hjernen disse ting foregår, men ikke desto mindre har min psykiater bestilt en CT-skanning til mig, så vi kan udelukke, at disse problemer skyldes noget fysisk.
Med forsøget med de opmærksomhedsskærpende piller har vi kunne udelukke mulig ADD som årsag - tilbage der angst og/eller stress, der evt. kan have en indvirkning på min depression. Spørgsmålet, der er dukket op et par gange, er, om jeg overhovedet lider af en depression - jeg er jo ikke depressiv, som sådan. Jo, jeg får episoder hvor det føles som om der sidder et sort hul i mit bryst og suger al energi til sig, og af og til medfører det at jeg græder, men der er langt imellem disse tilfælde.
I det mindste ved jeg at mine antidepressiver begynder at have én eller anden form for effekt - med den øgede dosis har jeg nemlig oplevet en øget træthed. Jeg føler mig konstant drænet og udmattet, men på trods af det har jeg stadig svært ved at få vendt min døgnrytme.
Det mest frustrerende i verden er at lægge sig i sin seng, træt som bare pokker, men selvom du lukker øjnene og slapper af falder du ikke i søvn - du ligger bare og mærker sekunderne, minutterne tikke forbi, og af og til mister man fuldstændig tidsfornemmelsen, og pludselig er klokken halv 5 om morgenen, og man har ikke fået et øjebliks hvile. At stå op og på ingen måde føle sig udhvilet. At tage op til flere ufrivillige all-night'ere, efterfulgt af at man sover i godt og vel et døgn bagefter. Derefter er man vågen i mindst et døgn - og så har vi en ond cirkel.
/M
De opmærksomhedsskærpende piller var ikke en succes, da den eneste virkning jeg mærkede var, at jeg blev rastløs, hyperaktiv og enormt irritabel. Jeg følte mig som et damp-barn med voldsom PMS. Jeg følte jeg kunne springe rundt på væggene, men når min mor kom med forslag til borddækningen til lillebrors fødselsdag mens han og jeg var igang med at sætte op, kunne jeg mærke irritationen boble, og jeg følte mig nærmest bipolar.
Det siger vidst sig selv at de er lagt på hylden igen.
Derudover får jeg en indkaldelse til CT-skanning indenfor den nærmeste fremtid. Mine primære problem-punkter er min koncentrationsevne, som er mindsket utroligt kraftigt i forhold til jeg før i tiden kunne sidde en hel dag med næsen i den samme bog uden pause, og min hukommelse, som er helt ude og skide. Jeg er ikke helt 100% sikker på, hvor i hjernen disse ting foregår, men ikke desto mindre har min psykiater bestilt en CT-skanning til mig, så vi kan udelukke, at disse problemer skyldes noget fysisk.
Med forsøget med de opmærksomhedsskærpende piller har vi kunne udelukke mulig ADD som årsag - tilbage der angst og/eller stress, der evt. kan have en indvirkning på min depression. Spørgsmålet, der er dukket op et par gange, er, om jeg overhovedet lider af en depression - jeg er jo ikke depressiv, som sådan. Jo, jeg får episoder hvor det føles som om der sidder et sort hul i mit bryst og suger al energi til sig, og af og til medfører det at jeg græder, men der er langt imellem disse tilfælde.
I det mindste ved jeg at mine antidepressiver begynder at have én eller anden form for effekt - med den øgede dosis har jeg nemlig oplevet en øget træthed. Jeg føler mig konstant drænet og udmattet, men på trods af det har jeg stadig svært ved at få vendt min døgnrytme.
Det mest frustrerende i verden er at lægge sig i sin seng, træt som bare pokker, men selvom du lukker øjnene og slapper af falder du ikke i søvn - du ligger bare og mærker sekunderne, minutterne tikke forbi, og af og til mister man fuldstændig tidsfornemmelsen, og pludselig er klokken halv 5 om morgenen, og man har ikke fået et øjebliks hvile. At stå op og på ingen måde føle sig udhvilet. At tage op til flere ufrivillige all-night'ere, efterfulgt af at man sover i godt og vel et døgn bagefter. Derefter er man vågen i mindst et døgn - og så har vi en ond cirkel.
/M
fredag den 27. september 2013
NYE TIDER?
Bum. Så har jeg afsluttet session nr. 2 hos psykiateren, og der sker allerede ting og sager.
For det første er min dosis blevet sat op med 10 mg, så jeg altså skal tage 40 mg. I samme åndedrag fortæller han mig, at det er normal voksendosis, og det første der flyver gennem mit hoved er tanken om, hvorvidt jeg så har været mere eller mindre underdoseret de sidste snart 3 år. Men det er hvad det er; nu er det bare at vente at se hvordan det virker.
For det andet, og det er jeg meget spændt på, har han sat mig til at afprøve nogen såkaldt opmærksomhedsskærpende piller. Jeg kan ikke huske navnet umiddelbart, men pointen er, at de skal give mig et ekstra lille kick. Der skal nok eksperimenteres lidt med dosis for at finde den helt rette, men ihvertfald skal de tages med 3 timers mellemrum, og i starten skal jeg nøjes med en halv pille. Den første halve pille er allerede taget. Virkningen indtræder først rigtig efter 3 timer (eller også virkede de kun i 3 timer - min hukommelse er stadig helt ude at skide). De eneste egentlige bivirkninger kan være hjertebanken, og hvis man tager dem på tom mave, kan man også få ondt i maven.
Jeg er ret spændt på at se hvordan det udfalder.
Det gik lige op for mig, mens jeg skrev alt det her, at ikke alene fungerer den her blog som et indblik i. hvordan det er at leve med en psykisk diagnose, men den kan også fungere som en hjælp for mig til at kunne overskue lidt bedre, hvorvidt jeg får det bedre eller dårligere - og så vil det da også være spændende ude i fremtiden at kunne finde den her blog frem igen og læse lidt om, hvad der foregik i mit liv, da jeg var 21 - 23 år.
Nu vil jeg prøve at være produktiv - jeg har en tøjvask der skal sættes over, og så fylder min yngste bror 17 idag, så i aften står den på boller og kage oppe hos min mor.
/M
For det første er min dosis blevet sat op med 10 mg, så jeg altså skal tage 40 mg. I samme åndedrag fortæller han mig, at det er normal voksendosis, og det første der flyver gennem mit hoved er tanken om, hvorvidt jeg så har været mere eller mindre underdoseret de sidste snart 3 år. Men det er hvad det er; nu er det bare at vente at se hvordan det virker.
For det andet, og det er jeg meget spændt på, har han sat mig til at afprøve nogen såkaldt opmærksomhedsskærpende piller. Jeg kan ikke huske navnet umiddelbart, men pointen er, at de skal give mig et ekstra lille kick. Der skal nok eksperimenteres lidt med dosis for at finde den helt rette, men ihvertfald skal de tages med 3 timers mellemrum, og i starten skal jeg nøjes med en halv pille. Den første halve pille er allerede taget. Virkningen indtræder først rigtig efter 3 timer (eller også virkede de kun i 3 timer - min hukommelse er stadig helt ude at skide). De eneste egentlige bivirkninger kan være hjertebanken, og hvis man tager dem på tom mave, kan man også få ondt i maven.
Jeg er ret spændt på at se hvordan det udfalder.
Det gik lige op for mig, mens jeg skrev alt det her, at ikke alene fungerer den her blog som et indblik i. hvordan det er at leve med en psykisk diagnose, men den kan også fungere som en hjælp for mig til at kunne overskue lidt bedre, hvorvidt jeg får det bedre eller dårligere - og så vil det da også være spændende ude i fremtiden at kunne finde den her blog frem igen og læse lidt om, hvad der foregik i mit liv, da jeg var 21 - 23 år.
Nu vil jeg prøve at være produktiv - jeg har en tøjvask der skal sættes over, og så fylder min yngste bror 17 idag, så i aften står den på boller og kage oppe hos min mor.
/M
tirsdag den 24. september 2013
UPDATE: SIDEN SIDST
Åh wow. Det er over et år siden jeg sidst har blogget her. Hvad er der sket siden sidst?
Jeg har i snart et halvt år gået hos en psykoterapeut, hvor det bl.a. er mindfulness og kunst-terapi, der er på dagsordenen. For første gang følte jeg, at jeg havde en "behandler", der rent faktisk forstod mig, og jeg er virkelig glad for at have en sagsbehandler på jobcenteret, der fik dette arrangement kørt i stilling.
Derudover er jeg netop startet hos en psykiater. Mit håb er at jeg kan blive stabiliseret, især mht. medicin, da jeg ikke synes den dosis og det præparat jeg tager nu, har den effekt jeg gerne ville have. Jeg har kun haft én session hos min psykiater, men han virker rigtig flink, og jeg har gjort det klart med mig selv fra starten, at han kan kun hjælpe mig hvis jeg er 100% ærlig overfor ham, hvilket jeg selvfølgelig vil bestræbe mig på, selvom det kan blive hårdt.
Derudover havde jeg en skøn, skøn sommer med Roskilde Festival samt familiekoloni og sommerhusferie med min daværende kæreste og hans familie. Der har været nogen små-hårde perioder med mindre meltdowns og et forhold der sluttede, men jeg er stærkt indstillet på at kæmpe mig igennem vinteren med bl.a. lysterapi (takket være min psykoterapeut), mindfulness og andre kreative input.
En lille, hurtig update om hvad der sker i mit liv, ikke mindst på depressionsfronten og kampen for at få det bedre.
/M
mandag den 20. august 2012
MAN STARTER I DET SMÅ...
Jeg har lige sendt Casper ud af døren og hjem igen efter et semi-spontant besøg, hvor vi rent faktisk var konstruktive - og ikke på den sædvanlige kreative måde. Normalt går der hurtigt kreativitet i den (når der ikke lige bliver erklæret krig via diverse brætspil...), men idag var vi begge temmelig flade pga. varmen. I kan sikkert huske mit indlæg om vigtigheden i et stærkt bagland. Nu skal I høre hvad der sker når en af de stærkeste personer i MIT bagland er på besøg!
Casper har flere gange både hjulpet og tilbudt at hjælpe med at rydde op i mit bombekrater af en lejlighed. At der nu er en ekstra gulerod i form af aftensmad hos min mor som belønning er bestemt ingen undtagelse ;-) Nå, men der sad vi, flade, varme og trætte, og pludselig sætter Casper sig ned på gulvet. Han mener det er på tide at få orden på alle de reklamer jeg er så dårlig til at få smidt ud (I kid you not - der lå reklamer fra et halvt år tilbage. Shudder.). I starten magter jeg det ikke, men ender med at sætte mig ned og hjælpe, og i løbet af et kvarter - tyve minutter er samtlige reklamer og gratisaviser samlet, stakket og klar til at blive båret ud - nogen af dem ligger allerede i den klods-kasse, der fra starten har været dømt til opbevaring af reklamer. På den måde er det nemmere at bære mange ud af gangen :-) En god del af mit gulv er altså nu frit (ihvertfald i forhold til før), og jeg har sat mig som mål at de skal ud i containeren enten senere i aften når temperaturen er faldet lidt, eller i løbet af imorgen.
Når overskuddet svigter er det vigtigt at gøre tingene i DIT tempo (med mindre du selvfølgelig har en fast deadline - der var ikke meget "mit tempo" over det da udlejer skulle have synet lejligheden....). Hvis du føler det lige går hurtigt nok, så sig fra - det er der ingen skam i. Jeg kan ikke rumme for meget forandring på én gang, hvis jeg skal have hovedet med, så jeg lærte det hurtigt - så kan man bare håbe på, at (hvis man har hjælpere på) de andre lytter og respekterer det. Sæt dig nogen små mål - fx, "Idag tager jeg opvasken". Så kan du altid vaske en maskinefuld tøj eller to dagen efter, og dagen efter igen kan du gøre noget helt tredje.
Der er heller ingen skam i at der går et par dage imellem der sker noget, hvis du ikke kan overskue at der sker noget hver dag. Som sagt, tag tingene i dit eget tempo. Så tror jeg også der er bedre basis for at (fx, i mit tilfælde) holde lejligheden pæn og præsentabel bagefter.
Mange bække små gør én stor å - og når bækkene slår sig sammen går det endnu hurtigere.
/M
Casper har flere gange både hjulpet og tilbudt at hjælpe med at rydde op i mit bombekrater af en lejlighed. At der nu er en ekstra gulerod i form af aftensmad hos min mor som belønning er bestemt ingen undtagelse ;-) Nå, men der sad vi, flade, varme og trætte, og pludselig sætter Casper sig ned på gulvet. Han mener det er på tide at få orden på alle de reklamer jeg er så dårlig til at få smidt ud (I kid you not - der lå reklamer fra et halvt år tilbage. Shudder.). I starten magter jeg det ikke, men ender med at sætte mig ned og hjælpe, og i løbet af et kvarter - tyve minutter er samtlige reklamer og gratisaviser samlet, stakket og klar til at blive båret ud - nogen af dem ligger allerede i den klods-kasse, der fra starten har været dømt til opbevaring af reklamer. På den måde er det nemmere at bære mange ud af gangen :-) En god del af mit gulv er altså nu frit (ihvertfald i forhold til før), og jeg har sat mig som mål at de skal ud i containeren enten senere i aften når temperaturen er faldet lidt, eller i løbet af imorgen.
Når overskuddet svigter er det vigtigt at gøre tingene i DIT tempo (med mindre du selvfølgelig har en fast deadline - der var ikke meget "mit tempo" over det da udlejer skulle have synet lejligheden....). Hvis du føler det lige går hurtigt nok, så sig fra - det er der ingen skam i. Jeg kan ikke rumme for meget forandring på én gang, hvis jeg skal have hovedet med, så jeg lærte det hurtigt - så kan man bare håbe på, at (hvis man har hjælpere på) de andre lytter og respekterer det. Sæt dig nogen små mål - fx, "Idag tager jeg opvasken". Så kan du altid vaske en maskinefuld tøj eller to dagen efter, og dagen efter igen kan du gøre noget helt tredje.
Der er heller ingen skam i at der går et par dage imellem der sker noget, hvis du ikke kan overskue at der sker noget hver dag. Som sagt, tag tingene i dit eget tempo. Så tror jeg også der er bedre basis for at (fx, i mit tilfælde) holde lejligheden pæn og præsentabel bagefter.
Mange bække små gør én stor å - og når bækkene slår sig sammen går det endnu hurtigere.
/M
torsdag den 16. august 2012
I'M NOT DEAD
Efter sidste indlæg har jeg fået rigtig meget respons fra en masse søde mennesker. Det varmede mit hjerte - så I skal have tusind tak for de opmuntrende ord. Alt hvad der bliver skrevet her kommer direkte fra hjertet og hjernen, og af og til må jeg huske mig selv på at alt hvad jeg skriver kan læses af alle - men så igen, pointen med denne blog er netop at sætte fokus på både de gode og dårlige sider. Jeg kunne nemt male et rosenrødt billede af en patient der gradvist får det bedre og bedre indtil hun er rask, men så ville jeg ikke være tro mod bloggen og mit mål med den.
Jeg har siden jeg startede bloggen fået nogen rigtig søde kommentarer, og en af dem, der bed sig fast og gjorde mig endnu mere hooked på bloggen, kom fra Linnea Green bag bloggen Vuelta de la Linne. Den lød i retning af "Skriv for fanden - for nu føler jeg mig ikke så alene!". I det øjeblik jeg så den kommentar svulmede mit hjerte - mit mål med bloggen var blevet virkelighed. Det er blevet så tys-tys at have en psykisk diagnose, og i nogen kredse snakker man slet ikke om det.
Det skal være slut nu. Psykiske lidelser er lige så rigtige og alvorlige som fysiske lidelser. Dog lider mange i stilhed, og det er synd og skam, for kan man blot lette sit hjerte til bare én person, om det så er en psykolog, psykiater eller en pårørende, har man det som regel bare lidt bedre bagefter. Vi har alle krav på at føle os forstået, og kan man få den følelse fra bare ét andet menneske er man allerede nået langt. Jeg er så heldig at have en vidunderlig familie der forstår fuldt ud hvordan jeg har det - min moster er sygeplejerske, og på begge sider af familien er der historie med psykiske diagnoser, så jeg har et vidunderligt bagland. Dette bagland består også af den skønneste vennekreds man kan ønske sig. Jeg ved de kun er et opkald væk hvis jeg har brug for at snakke, og mere beder jeg ikke om.
Der kommer forhåbentlig mere liv på streetstyle-bloggen i den kommende tid - et godt råd fra min skønne veninde Marie var nemlig at have som mål at tage mindst ét streetstyle-billede om dagen. Jeg tror det er lige hvad jeg har brug for - for jeg er rigtig, RIGTIG god til at isolere mig i lejligheden og spille Xbox eller stirre huller i væggen. Bare en lille gåtur gennem byen plejer at hjælpe bare lidt - og om ikke andet kommer jeg ud og møder en masse lækre mennesker på den måde. Det kan kun hjælpe lidt på det.
Vejen frem kan være utroligt hård - men med den rette støtte kan byrden lettes.
/M
Abonner på:
Opslag (Atom)